Vores vision

Vi er et specialiseret Børn & Ungehjem Jf. § 43. stk. 1. nr. 6. og nr. 3 Til børn og unge i alderen 9-18 år med mulighed for ophold efter det 18. år i ungestøtte eller under §107.

Vi modtager børn og unge som har behov for et særligt tilbud der kan understøtte deres personlige såvel som emotionelle udvikling.

Vi bor i et dejligt hus i Ødsted lidt uden for Vejle. I daglig tale kalder vi stedet for ”Højskolen ”. Vi ved godt det sjældent er drømmen at blive anbragt og derfor tager vi vores opgave meget alvorlig og gør os stor umage.

Til dig der skal bo/bor hos os

Vores vision er at gøre det bedste – hver gang – for dig, der bor hos os. Og hvad er så det bedste? En sådan opskrift kan ikke gives, da i alle har jeres egen fortælling, egne erfaringer, styrker og udfordringer. Vi arbejder dog altid ud fra følgende:

​Vi vil tage dig alvorlig og gøre os umage.

​Vi vil give dig og din familie de bedste betingelser for positiv udvikling og trivsel.

Vi stiller altid med kompetent personale døgnet rundt.

Vi har inkluderende fællesskaber, hvor du kan blive en værdifuld deltager.

Vi har en struktureret dagligdag, der skaber genkendelighed, tryghed og ro for dig.

Vi ønsker at du får et godt ophold hos os.

Vi glæder os til at møde dig og er meget beærede over at vi får lov til at lære dig at kende.

 

TIL FORÆLDRE

Kære forælder

Du skal vide, at vi prioriterer samarbejdet med dig højt! Det er værdifuldt for os at være i tæt dialog med dig, når vi arbejder med dit barns udvikling. Du kender dit barn bedst og du sidder inde med værdifuld information i forhold til netop dit barn.

Du skal også vide, at det er af stor betydning for anbringelsen at du bakker op om opholdet og forstår, hvad det er for et forløb, dit barn (og du) er en del af. Dit barn stoler på dig, og hvis du bakker op om anbringelsen, så giver denne opbakning barnet ro, til at falde på plads i huset og koncentrere sig om det centrale; nemlig den positive udvikling.

At have et tæt samarbejde betyder ikke at vi skal være enige om alting. At have et tæt samarbejde betyder at vi jævnligt er i kontakt, at vi inddrager hinanden, at vi informerer hinanden og at vi overholder aftaler. Du skal vide at vi altid kan tale om de svære ting – også hvis vi bliver usikre på hinandens dagsordner eller for brug for at spørge ind til ting, vi umiddelbart ikke forstår.

Du er selvfølgelig altid velkommen til at besøge dit barn på børne og ungehjemmet. Dette dog altid ud fra forudgående aftale med det pædagogiske personale.

Når dit barn indskrives hos os, vil der i opstartsfasen være en ugentlig telefonisk kontakt. Senere i forløbet ændres dette til hver 14. dag. Dog kan vi altid tale mere sammen afhængig af barnet/dens unges situation og behov. Vi informerer desuden altid, hvis der sker ændringer for barnet/den unge; sygdom, kriser o.l. Du kan med andre ord regne med at vi altid opdaterer dig, ud over de planlagte samtaler, hvis der opstår noget pludseligt i dit barns liv. Omvendt må du naturligvis altid ringe eller skrive til os, hvis du har noget på hjerte eller ønsker opdatering.

Vi glæder os til at samarbejde med dig.